Skal børn smage på maden?

9

Nye smagsoplevelser skal læres

Vi er alle forskellige og har forskellige smagspræferencer. Det kan nogle gange være lidt svært at huske på, når det gælder vores børn. For vi vil jo egentlig bare gerne have, at de kan lide alt mad, ik? Men kan vi selv det… altså lide alt mad? 

Nej. Det er de færreste, der kan lide al mad. For de fleste af os har nogle grundsmage, som kan være lidt udfordrende (smagen bitter kan fx være lidt tricky). Eller nogle konsistenser, som vi ikke bryder os om. Og det er helt ok! Også når det gælder vores skønne børn. 

Men det der er vigtigt at huske på er, at vores smagsoplevelser hele tiden ændrer sig – især hos vores børn. De ændrer sig i forhold til de omgivelser børn er i, hvor meget tryghed der er i forbindelse med måltidet, hvem de er sammen med m.m.

Mange nye smagsoplevelser skal læres. Nogle gange er de nemmere at  lære end andre (det er meget individuelt). Andre gange kræver det at man øver sig rigtig længe (!) – og i nogle tilfælde lærer man det ikke (og det kan iøvrigt skyldes mange ting bl.a. vores sensoriske opfattelse/regulering, pædagogikken omkring måltidet, motorik osv.) 

 

Skal vores børn smage på al ny mad?

Ikke hvis du spørger mig.

Jeg er som udgangspunkt ikke særlig glad for, at der er en regel.

Jeg er meget stor tilhænger af, at vores børn selv regulerer - og selv smager, når de er klar.

Så længe vi sørger for at følge ansvarsfordelingen og være gode rollemodeller, så skal de nok finde deres egen vej i deres smagsoplevelser.

Hvis du ikke har læst mit blodindlæg om ansvarsfordelingen,så kan du gøre det her.

Men man kan ikke skære alle over én kam. Så meget er sikkert. For alle børn log familier er forskellige - og hvad der fungerer for nogle, fungerer ikke for andre.

Derfor fungerer det også for nogle familier, at spørge sit barn, om han/hun har lyst til at smage. Men... Her skal man være yderst opmærksom på, at det altid er helt ok, hvis barnet ikke har lyst til at smage. Ingen tvang, tak. Og barnet må altid gerne spytte maden ud igen.

I de familier, hvor jeg fraråder, at man beder sit barn om at smage på maden er fx hvis: ens barn er udfordret med nogle af sine sanser. Det kan nemlig føles MEGET voldsomt for barnet at smage på ukendt mad, hvis ens barn har en decideret frygt overfor maden. Jeg fraråder det også, hvis der har været for meget pres og for mange magtkampe omkring spisebordet. For her har barnet brug for at opleve at få det fulde ejerskab over sin egen mad igen - uden at mor/far blander sig. 

Og jeg vil gerne afsløre, at der er noget, der virker meget bedre, end at sige til vores børn, at de skal smage på maden

Nemlig når de ser OS spise og nyde den mad, vi spiser. 

Derfor vil jeg hellere have at udgangspunktet for læring af ny smag er, når vores børn spejler sig i os. At de kan se, at VI spiser maden, at VI nyder det. At den ikke er farlig. At de roligt kan være trygge. Det er ubetinget dét, de lærer mest af. 

Sidst men ikke mindst er det naturligvis vigtigt, at vi lader vores børn få kontrollen over deres egen mad. Vi bestemmer ikke hvor meget, vores børn skal spise – det gør de udelukkende selv. Det er en gylden regel for bl.a. at undgå konflikter omkring middagsbordet.  

Kærligst
Charlotte